Tællehest

Tællehest, Tællestol, Tællebænk, Tælgebænk, Tælgehest, Tælgestol. - Alt sammen betegnelse for det samme.
Billedet viser en af de tælleheste, der findes i Asfergladen.

I princippet består den af en vandret planke, der hviler på 3 - 4 skråtstillede ben. På den forreste del af planken er anbragt en noget tykkere, forskelligt udformet klods, der har et udstemt hul, hvorigennem der sidder en vægtstang, der kan bevæges omkring en tap. Vægtstangen har for oven et bænkduplignende hoved og for neden en tværpind, et par "pedaler", hvorpå fødderne støttes under arbejdet.

Træsmeden, der sidder over skrævs på hesten sætter fødderne på "pedalerne" og klemmer hovedet af vægtstangen ned mod emnet, der derved holdes fast mod "brystet".

At tællehesten har været meget almindeligt anvendt tyder alle synonymerne på: Bødkerbænk, båndstol, hest, huleblok, huggehusbænk, knivskammel, ryddestol, og -stok, samt skærekiste, eller -lad, foruden snit(te)bænk, -hest, -lad eller -skammel. Desuden træsko(mager)bænk, tælgebænk, -hest og -stol; slutteligt, lignende sammensætninger med tælle-...

Folk der havde deres gang i huggehuset på en gård anvendte den, træskomageren selvfølgelig også. Men den var også uundværlig for hjulmanden og bødkeren. På husmandsstedet kunne der fabrikeres ting der gav et vigtigt tilskud til indtjeningen.

Tilbage til samlinger           Tilbage til forsiden